Når vi er tvunget til at indse, at noget er slut, eller vi selv har valgt, at der må ske en forandring, kan vi opleve det som at være i et tomrum. Eller som at være i frit fald. Vi er i overgange og aner måske tærsklerne, men vi kender ikke retningen. Vi vil os selv, men vi ved ikke, hvad vi skal gøre.
Det kan være skræmmende at være der, hvor noget er slut, og det nye ikke begyndt. Vi kigger os omkring og ser måske kun tåge. Vi er blanke og fyldt med uro og længsel. Vi går nogle skridt og må træde tilbage. Vi famler i blinde, mens vi håber og tvivler. Imens må vi være tålmodige, kloge og modige.
For det er her i mellemrummet, vi kan besinde os på os selv og vores liv. Det er her, vi kan hele os selv. Det er her, vi kan undersøge den indre støj, modsætningerne og paradokserne. Og det er her, vi kan undersøge det upåagtede, de nye perspektiver, det ubekendte som kan vise sig at være noget andet, end vi troede og frygtede.
Det er stilhedens, langsomhedens og undringens univers, som kan åbne os mod et glædesfyldt og kreativt liv i fred med os selv og vores omverden.
Videre til indhold