Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv – og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.
Søren Kierkegaard
Er din hverdag blevet glædesløs og tom? Har du svært ved at finde ud af, hvad der er vigtigt? Er du ramt af sorg, krise eller livsfortrydelse? Føler du dig alene? Eller mærker du en længsel indeni, som du ikke kan eller tør sætte ord på? Grubler du over, hvad der skete med dine drømme?
Det er ofte ved livsbrud og livsovergange, at vi bliver konfronteret med livets store og svære spørgsmål. Der er noget afgørende på spil, hvor vi kastes tilbage på os selv og spørger til meningen med det hele. Og måske bliver vi opmærksomme på, at vi har lagt alt for meget vægt på én side af livet eller os selv og derfor har underbetonet andre sider. Vi er med andre ord revet ud af vores sædvanlige liv, vaner og roller og skal finde nye veje og måder at leve vores liv.
Måske har vi mistet en kær person eller vores arbejde. Eller vi gennemlever en skilsmisse eller sygdom. Eller vi skal finde nye måder at være i livet, når børnene flytter hjemmefra, eller vi når pensionsalderen. Men spørgsmålene kan også opstå uden ydre årsag. Vi føler livet glider os af hænde, mens vi løber rundt i trædemøllen. Eller vi er stressede og ved ikke, hvordan vi skal stoppe os selv. Eller vi opdager, at vi slet ikke lever, som vi egentlig drømte om engang.
Sammen vil vi undersøge den situation, du befinder dig i, og hvor der er brug for ændringer. Vi vil tage udgangspunkt i hele dit liv, i dine værdier og ressourcer, og din frygt og dine udfordringer. Ved at se og acceptere din virkelighed kan nye muligheder opstå. Eller du kan få øje på nye perspektiver og finde fred med tingenes tilstand.